Mød en isolés - Mikael Kyneb finder sin vej ud af mørket
Det er småkoldt denne morgen - Småkoldt og gråt, men København pulserer. Trafikken er intens mens det føles som om der er vejarbejder overalt.
Det ene tog efter det andet kører afsted fra Østerbro Station og lyden fra jernet mod skinnerne er tydelig.
Det er februar - og alt ser lidt trist ud efter en lang vinter, men end ikke en småkold grå februar kan tage skønheden fra København.
Netop her i det intense indre København bor Mikael Kyneb. I en stor herskabslejlighed, som danner basen omkring hans liv - både som familiefar og som behandler.
I lejligheden er der helt stille. Kun lyden af afslappende musik fylder rummet.
Mikael er tidligere professionel cykelrytter. Allerede i entréen fornemmer man at cykling har en vigtig plads her - og i hans liv.
På væggen i entréen hænger en af Alberto Contadors lyserøde førertrøjer fra hans sejr i Giro d’italia i 2015. Trøjen er signeret af hele Team Saxo Bank. Mikael var med som behandler for teamet netop det år og han behandlede da også Alberto intenst gennem giroen - en vigtig brik i holdets succes.
Alt i lejligheden er roligt, fredfyldt og i balance. Lyst og højt til loftet med masser af familiebilleder overalt.
Det hele virker meget kontrastfyldt i forhold til Mikaels egen opvækst.
Hans barndom var nemlig alt andet end det. Hverdagen var præget af utryghed, vold, alkohol og trusler. Med en far som var alkoholiker og med vold i hjemmet, var han altid på vagt.Udadtil forsøgte han at virke som en glad dreng, hvor alting var okay, men virkeligheden var en helt anden.
Faktisk husker han ikke særligt meget fra de første 10 år af sin barndom.
Måske en fornægtelse grundet de svære kår, men ikke desto mindre kommer hans første barndomsminder fra 10-års alderen, og den tid husker han tydeligt.
I dag har han hentet friskt brød ved den lokale bager. Over en kop god kaffe lægger han ikke skjul på sin fortid. Han mener det er en vigtig proces at få historien fortalt, for på den måde lettere kunne tilgive dem som skal tilgives.
Midt i stuen står hans landevejscykel. Sort, klassisk geometri - og så uden cykelcomputer.
Klassiske bremser og ikke noget med elektronisk gear - Underspillet.
Klassiske bremser og ikke noget med elektronisk gear - Underspillet.
“Cykling blev egentligt en redning for mig. Det at komme fra noget som var dysfunktionelt i min barndom, en svær barndom - så var cykelsporten ligesom en vej ud af et mørke”, siger han.
Han havde tidligere spillet fodbold, og var faktisk en rigtig god fodboldspiller, men på mange måder var det lettere at opnå succes som cykelrytter.
Her var det udelukkende ham selv der afgjorde resultatet - og det var en vigtig faktor for han.
Derudover blev landevejen et frirum for ham. En måde at blive ét med naturen. Her var der ingen der skældte ham ud, ingen der slog. Udelukkende en kamp mod sig selv.
Han havde talent for det, så sejre kom der mange af.
I 1997 bliver han professionel - efter 14 sejre som amatør året før.Han udråbes som en af de kommende stjerner - klar til at skulle overtage efter Bjarne Riis og Rolf Sørensen. Han flytter til Belgien og lærer cyklingen på den hårdeste måde.Han kører i alt 5 år som professionel - og slutter karrieren på Team Home-Jack & Jones og Team Fakta.
En karriere han er stolt af, men som desværre også blev præget af skader. Hele 6 gange måtte han opereres i hans knæ - inden han som 29-årig sætter cyklingen på standby.
Når han fortæller om karrieren mærker man tydeligt, at han gerne ville have fortsat - og måske nok mest af alt prøvet at køre en Grand Tour.
“Men sådan blev det ikke, og sådan må det være”, siger han.
Efter hans karriere fortsætter han på cykelholdet som daglig ansvarlig for sponsorer, materiale og ryttere. Et spændende, men også stressende job.
“Vi var altid bagud på cykelholdet. Vi manglede altid penge til den næste lønning, den næste flybillet - og jeg skulle fikse det hele i sidste øjeblik.”
“Vi var altid bagud på cykelholdet. Vi manglede altid penge til den næste lønning, den næste flybillet - og jeg skulle fikse det hele i sidste øjeblik.”
Mikael fandt hurtigt ud af at det var for hårdt for ham. Han levede sig for dybt ind i det og det hele kulminerede en aften inden en præsentation af det nye cykelhold - Han fik et black-out. Han gennemførte præsentationen, men dagen efter sagde han op. Han skulle noget andet med sit liv.
Gennem den sidste skæbnesvangre del af sin karriere var han blevet behandlet meget af Body SDS behandleren Ole Kåre Frøli. Behandlingerne skabte en fortrolighed til Ole, og Mikael fandt det rum utrolig spændende.
Desværre var Mikaels knæ allerede for hårdt medtaget og han kunne ikke komme tilbage til det niveau, det krævede på topniveau, men behandlingerne havde vækket noget interessant i ham.
Tanken om det hele menneske.
“Og på den måde har cykelsporten ligesom været et kæmpe springbræt. At gå fra at være en atlet til at så komme ud på den anden side og blive behandler, men stadig noget med at kigge på mennesket”, siger Mikael.
Efter bruddet med cykelholdet beslutter han sig for at uddanne sig til først fysiurgisk massør og så senere Body SDS behandler.
Det lå måske ikke lige i kortene, men man fornemmer hurtigt når man er sammen med Mikael, at han har et nærvær og en ro, som er sjælden. Han er utrolig god til at lytte til mennesker og til at fornemme mennesker.
Ind af døren kommer en af dagens klienter. Han får et glas vand og venter roligt på at Mikael bliver klar. Mikael spørger ind til om han generelt har træthed og om han har ondt nogle steder. Han tager overtøjet af og lægger sig på briksen.
“Kroppen lyver aldrig - og kroppen har sit eget sprog”, siger han.
Han lægger ikke skjul på, at han selv i mange år har haft svært ved at se sig selv i spejlet. Han har haft svært ved at turde leve frygtløs, men modet er kommet med alderen.
Han er ikke i tvivl om, at hans utrygge barndom og hans frygt også har sat spor i hans krop, og spillet i puds i forhold til hans skader.
“Man kan ikke skille psyken fra kroppen, hverken for en atlet eller en topleder. Kroppen og det mentale hænger sammen”.
“Man kan ikke skille psyken fra kroppen, hverken for en atlet eller en topleder. Kroppen og det mentale hænger sammen”.
Efter en lille times tid er behandlingen færdig. Klienten rejser sig fra briksen, klæder sig på - og tager afsked.
I øjeblikket skriver Mikael på en bog om hans baggrund, hans barndom, cyklingen og hans syn på livet og det mentale.
“Da kæden hoppede af” bliver titlen - et projekt som tager timer, men man fornemmer også at han har noget at dele ud af.
I dag behandler han stadig en del af verdenseliten i cykelsporten, og blandt andre tidligere verdensmester Mads Pedersen har sin gang hos Kyneb.
I køkkenet rydder han op efter morgenmaden og laver en hurtig smoothie til sin datter, imens han reflekterer over sit samarbejde med de unge ryttere.
“Hvordan kan jeg være med til både at behandle - men også være en form for mentor i livet for dem?Egentligt har jeg fået så mange slag, både op og nedture fra sporten eller jeg har fået ret mange slag i livet som jeg kan bruge i dag som behandler.I forhold til de unge atleter, som faktisk er kæmpe talenter.
Tænk sig, hvis man kunne have en lille flig i at hjælpe dem til at de bliver hele mennesker.
Så tænker jeg at med det jeg laver i dag, så er jeg landet på den rette hylde.” siger Mikael.
Klokken er ved at være 12, og Mikael har en pause i mellem behandlingerne. Han har sjældent mere end 4 behandlinger på en dag. Han giver meget af sig selv og har også brug for et frirum til sig selv.
Her kommer cyklingen igen ind i billedet. Han klæder sig på. Flere lag - for vinden er kold i dag.
Her kommer cyklingen igen ind i billedet. Han klæder sig på. Flere lag - for vinden er kold i dag.
“I dag bruger jeg cykling måske 2-3 gange om ugen, og det bliver sådan et helle for mig.
Jeg cykler ikke så langt - et par timer på en cykeltur i dag gør en kæmpe forskel.
Jeg kan godt lide det der med at det ikke er længere tid.”
Jeg kan godt lide det der med at det ikke er længere tid.”
Mens han kører ud af København forsøger vi at holde trit med ham. Han kører langs Strandvejen, mens vi forsøger at kæmpe os gennem trafikken.
Hans statur og hans position på cyklen taler for sig selv - det fornægter ikke hans tid som professionel.
Efter 10 kilometer er vi ude af København og drejer fra ved Strandvejen og ind i området omkring Dyrehaven.
Ingen biler, kun den rå natur.
På netop dette tidspunkt er det helt unikt herude. De brune nuancer står i skærende kontrast til forårets grønne - som snart overtager.
Der er ikke mange ryttere ude på det her tidspunkt, men netop her føler Mikael sig fri. Ligesom på sine træningsture som ungdomsrytter i Hobro eller de helt lange ture i Luxemburg som professionel.
“Jeg kan godt lide den der bevægelse i at køre ud uden at skulle have et bestemt mål med det. Har jeg lyst til at køre langs Strandvejen, eller har jeg lyst til at køre ind gennem naturen?
Hos min kæreste kan jeg køre op af Nordkyststien. Det der med at være ude og man har en frihed til at vælge, det kan jeg rigtig godt lide.
Så for mig bliver det sådan en kørende meditation at være ude på cyklen i dag.”
Efter et par timer på landevejen sætter Mikael retningen tilbage mod København.
Tilbage til en ny klient. Klar til at give mere af sig selv.
Klar til at behandle det hele menneske...